Gode råd: Sådan sælger du hurtigt dine ting med Reshopper

Sælg brugte børneting med Reshopper

Det er selvfølgelig klart, at hvis du har en heldragt fra Soft Gallery i standen næsten ny til salg, så tager det ikke mange timer før den er ude af døren. Men hvad gør du med varer, som måske er lidt sværere at sælge, fordi der er så mange af dem i forvejen?

Vi har samlet et par gode råd til et hurtigere salg, men I er velkomne til at tilføje flere  i kommentarfeltet.

1. Tag et godt billede

Vores bedste råd giver næsten sig selv, men det er altså det vigtigste. Hvis du tager et godt billede i dagslys på en lys, ensfarvet baggrund, så ser det bare lækkert ud. Det er desuden vigtigt, at der ikke er forstyrrende elementer i baggrunden, som et iøjnefaldende maleri, et mønstret gulvtæppe eller alle de andre ting, som du også skal sætte til salg.

2. Hæng tøjet på bøjler

Hvis du har mulighed for det, så hæng tøjet på bøjle. Det ser mere præsentabelt ud, og man kan ofte bedre se formen på tøjet.

3. Stryg/rengør varen inden salg

Ja, det virker måske lidt vildt, men ofte har varerne stået i kælderen et godt stykke tid før de bliver sat til salg, og det kan betyde krøllede bukser eller støvet Lego. Derfor er det altid en god ide at rengøre eller stryge varen før salg.

4. Tænk over sæsonvarer

Vil du selv købe en flyverdragt i juli måned? Nej vel? Det kan være irriterende og pladskrævende at gemme varerne, når du bare gerne vil af med dem, men det er de færreste der tænker så langt frem, at de køber flyverdragter i juli måned. Derfor er det en fordel at tænke over, hvornår man bruger hvad. Sæt derfor termotøj til salg i forår/efterår sammen med vinterstøvler og flyverdragter og gem nissekostumet til december måned.

5. Kært brand har mange navne

Det kan have stor betydning, hvordan du skriver mærket på det, du sælger. Ofte bliver din vare ikke set, hvis du har skrevet forkert, og det er jo synd! En hurtig internetsøgning kan bekræfte dig i om du skal skrive Ver de Terre eller Verde Terre. Det kan desuden også være en ulempe at skrive forkortelser. POMPdeLUX bliver nogle gange angivet PDL, men det er ikke alle som søger på det.

6. Find den rigtige varebetegnelse

Du kan med fordel også lave en hurtig Reshopper-søgning på det, du selv sætter til salg. Er det et regnsæt? Regntøj? Regnjakke + bukser? Hvilken betegnelse bruger reshoppere mest?

7. Hav en realistisk pris

Det kan være svært, når man selv har givet flere hundrede kroner for en jakke og så skal sælge den til, hvad der føles som ingenting. Men prøv at sæt dig i købers sted, når du skal prissætte. Hvad ville du selv give for varen? Du kan også lave en søgning på Reshopper og se, hvad andre prissætter samme type vare til. Hvis deres annonce har ligget stille i et år, så kan det være tegn på, at prisen måske er for høj.

8. God shopbeskrivelse

En god shopbeskrivelse kan spare dig for mange af de samme spørgsmål. Tager du Mobilepay? Vasker du i Neutral? Kommer det fra et dyre- og røgfrit hjem?

 

Lyder det som et vildt projekt at sælge på Reshopper? Det er det slet ikke. Dette er kun gode råd til at optimere dit salg. Du kan eventuelt arrangere en eftermiddag, hvor du fotograferer alle de ting, der skal sælges, og så kan du vente til børnene er lagt i seng med at lægge dem på Reshopper.

 

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus