Genbrug handler ikke kun om at spare penge

Sanne Jæger bruger Reshopper hver dag

Det vækker også minder fra den søde babytid, mener super-reshopperen Sanne Jæger, der bruger Reshopper app’en hver eneste dag.

For tre år siden opdagede 27-årige Sanne Jæger Reshopper efter hun havde født sin datter Talulah. Lige siden har hun været hooked på at gøre reshopperfund til en god pris, men det bliver man næsten også nødt til med små børn, der vokser hele tiden.

“Da jeg var barn, arvede man alt. Det kom i store poser fra familie og venner, som ikke skulle bruge det mere, men nu kan jeg se en helt anden mentalitet omkring second hand børneting. Der er jo så mange flere lækre mærker i dag, og det er blevet meget nemmere at købe nye ting uden at bruge en masse penge”, fortæller Sanne.

Hun går primært efter mærkevarer, når hun handler i app’en, og det er især Mini Rodini og Soft Gallery der bliver hentet hjem til spotpriser. Så har hun helt faste søgninger, der bliver tjekket hver dag for at kunne gøre et kup. For eksempel en Mini Rodini bluse til kun 30 kroner.

“Jeg vil hellere købe second hand mærkevarer til børnene, hvis det har samme pris som en splinterny H&M trøje. Jeg er nok lidt træt af forbrugsmentaliteten, og så vil jeg hellere købe noget kvalitet, som holder i længere tid. Det er også bedre for miljøet”, fortæller Sanne, der oplever at genbrug er blevet meget populært, både hos sig selv og andre.

Sanne Jæger er mor til Talulah (3 år) og Nolan (9 måneder), og til daglig arbejder hun som social- og sundhedshjælper. Nå ja, og så er hun kæmpe Reshopper-fan.

Sanne er gennem sin barndom også selv vokset op med genbrug, så det falder hende også helt naturligt.

“Jeg er skilsmissebarn, og min mor havde ikke særlig mange penge, så hun gik i genbrugsbutikker men det fortalte man ikke til nogen. Da jeg var teenager fandt jeg ud af, at second hand faktisk var fedt, fordi man kunne få en masse mærkevarer billigt, og i dag er det jo vintage og cool. Nu blærer man sig med et godt køb”.

Som når Sanne for eksempel falder over en Mini Rodini krokodillejakke eller en af deres trøjer med det populære Strongman print, der er fra en udgået kollektion.

“Når jeg ser et stykke tøj i app’en, som en af mine børn havde på som baby, så kan jeg godt blive helt nostalgisk. Da min datter var lille, købte jeg meget Molo til hende, og hvis jeg ser noget fra en af de kollektioner, som hun havde på dengang i en større størrelse, så køber jeg det sommetider. Det minder mig om den tid, og det kan jeg godt lide”.

Har du en god Reshopper-historie eller har du oplevet noget virkelig sjovt, så er du velkommen til at skrive til [email protected]

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus