12 gode råd inden du handler sko til barnet eller babyen

At finde det rigtige par børnesko er vigtigt, da børns fødder konstant vokser og udvikler sig, og har brug for den rette støtte.

Derfor har vi samlet et helt dusin af gode råd til dig som forælder, inden du skal købe sko til dit barn eller baby. 

1: Det rette mål

Få målt barnets fod korrekt med den rigtige mængde tillæg lagt oveni, inden du impulskøber dig fattig i gode tilbud.

Du kan læse hele vores skostørrelsesguide her og blive klogere på børne- og babyskostørrelser.

Husk også at mange børn bare krummer tæerne, hvis skoen er for lille frem for at brokke sig, så derfor skal man tjekke grundigt efter, når man skal måle.

2: Mål skostørrelsen ofte

Få målt barnets fod ofte.

Man kan ikke gå ud fra, at børns fødder vokser skemalagt, og derfor anbefaler vi at fødderne måles hvert halve år, når de er over 2 år, og hver 2. til 3. måned for børn under 2 år.

Husk at mål skostørrelsen om eftermiddagen eller aftenen, da fødderne hæver op i løbet af en dag.

3: Brug først sko når de kan gå

Lad først dit barn gå med sko når de rent faktisk har kunnet gå i et par måneder.

Selvom det er tillokkende at købe babysko fordi nårhhhh, er det bedre for barnet at lære at kravle og gå uden sko størstedelen af tiden.

Ellers kan man vælge modeller med en blød bund såsom futter og sutsko.

4: Vælg fleksible sko

Børn, og især babyer, har behov for fleksible sko, for bedre at lære at gå.

Skoene du vælger, bør kunne bøjes let med lidt eller ingen modstand, for børn skal ikke gå rundt som Frankensteins monster, når de får nye sko på.

5: Du kan godt handle sko til fremtiden

Selvom børns fødder vokser forskelligt, kan du godt købe sommersandaler og klip-klapper, selvom termometret viser minus 58.

Fødderne på børn under 3 år vokser generelt en halv størrelse hvert 2. til 3. måned, mens 3-6 årige vokser med en halv størrelse hver 4. 6. måned.

Med alt dette in mente kan du sagtens finde det rigtige par udenfor sæson, så længe det matcher dit barns voksemønster.

6: Undersøg dit barns fødder

Det kan godt være, at du mener, at dit barn skal gå i et bestemt mærke eller størrelse, men undersøg alligevel dit barns fødder inden du køber det par sko, som du har i sigte.

Hård hud, nedgroede tånegle og vædderhornsnegl (hvor neglen krøller sammen) er et tegn på sko der er for små.

Ligeledes er knyster, fodsvamp og vabler tegn på, at skoen skal skiftes ud, da den ikke ånder nok.

Husk at børn sveder 2-3 gange mere fra fødderne end voksne, så en miniudgave af din egen sko er ikke altid en optimal løsning.

7: Du kan sagtens købe brugte sko

Måske har du hørt velmenende venner, familie, og ekspedienter i butikken sige, at man risikerer at ødelægge sit barns fødder, hvis man ikke køber helt nye sko?

Sagen er bare den, at det sjældent passer.

Fire ting skal bare være i orden:

1: Sålen må indvendigt ikke være trådt skæv.

2: Sålen må ikke være slidt skæv.

3: Der må ikke være en synlig fold der, hvor skoen bøjer.

4: Skoen ikke er synligt skæv set udefra.

 

Hvis du kan sige ‘tjek’ til at de 4 ting er i orden, skal du bare købe løs!

8: Gå aldrig efter alderen

Mange steder kan man læse sig til, hvilken størrelse der passer til barnets alder.

Hvis man skal følge de mange velmenende artikler og guides på nettet, skal min 5-årige søn gå i sko, der er 7 numre for små.

Det passer nemlig til 5 år i producenternes guides, fremfor den størrelse 34, der ifølge de samme guides passer til en 9-årig.

Børns fødder vokser forskelligt, så derfor: Brug størrelsesguides og ikke alder, når du skal finde de rette sko til børn og ikke andet.

9: Vær opmærksom på farlig kemi

Sko til børn indeholder heldigvis mindre og mindre farligt kemi, men desværre er det ikke helt væk fra markedet, hverken til drenge eller piger.

Tidligere tests fra bl.a. Miljøstyrelsen og Tænk viser, at at man skal være opmærksom på gummi-træsko, vinterstøvler og blinkesko.

Som tommelfingerregel er det en god idé, at have googlet det par sko man gerne vil købe, for at vide sig helt sikker.

10: Bedst i test af børnesko?

Selvom der efterhånden er flere, der tester sko og støvler til børn og babyer, såsom Tænk, Miljøstyrelsen, Pricerunner, Testuniverset, Testfakta og sikkert uendeligt mange gange flere, er det ikke en dum idé at undersøge, hvem testvinderne er.

Du skal dog også være opmærksom på, at selvom Ecco er testvinder i en undersøgelse, kan samme mærke sagtens komme sidst i en anden undersøgelse et år senere.

11: Undersøg fora og sociale medier

Til trods for at der findes mange testsider, er det ikke alle støvlemærker og modeller, der ender med at blive testet.

Derfor anbefaler vi også, at man besøger diverse fora og sociale medier, for at se om andre enten anbefaler eller fraråder netop den sko, som man gerne vil købe.

At få svaret fra andre forældre er tit lige så godt hvis ikke bedre end de forskellige tests, da skoene er brugt i en længere periode.

12: Vælg den rette sko til formålet

Kan børn ligesom voksne gå i den samme type sko, uanset årstid, som mange voksne gør? Svaret er naturligvis nej.

Selvom termostøvler er vandtætte, og angiveligt kan holde kulden ude hele vinteren, sidder de ikke godt fast på barnets fod, og fodsveden kan ikke fordampe igennem det tætte gummi.

Fodtøj med høje hæle og klip-klapper skal heller ikke bæres en hel dag af et barn, da begge dele i sidste ende kommer til at skade føddernes udvikling.

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus