Sådan får du børnenes tøj rent igen

Så nemt får du børnenes tøj rent igen

Du kender det. Man har lige købt en helt ny bluse, og så er der karrydag i vuggestuen. Der er ikke noget værre end når der kommer pletter på tøjet, for man vil jo gerne have, at det skal holde længe.

Det er altid en god ide at købe holdbart tøj fra begyndelsen, så det kan holde længere tid, og så har du desuden større held med at sælge tøjet efterfølgende. Du kan eventuelt også overveje at købe en del af tøjet brugt, så det ikke gør så meget, hvis pletterne ikke kommer af.

Børn er nemlig eksperter i at blive beskidte - det er ikke nogen nyhed. Derfor giver vi en hurtig guide til at fjerne de fleste pletter.

 

Fedt

Behandles bedst med opvaskemiddel. Fugt tøjet igennem og behandl pletterne med opvaskemiddel. Lad tøjet ligge i blød i nogle timer, før det vaskes som sædvanligt.

 

Frugtsaft

Et gammelt husmoderråd siger, at man skal spytte på pletten, fordi spyt indeholder enzym, der forhindrer iltningen der giver pletter. Vi har også selv haft god erfaringer med at hælde kogende vand over tøjet, indtil pletten er forsvundet.

 

Blod

Skyl straks i iskoldt vand, så blodet ikke får mulighed for at størkne. Det er også en god ide at tilføje en håndfuld salt til det iskolde vand og skrubbe på blodpletten med en blød svamp. Vask herefter tøjet som sædvanligt.

 

Banan

En af de vanskeligste pletter. Et trick er at blande 1 del citronsyre med 9 dele vand og så hælde det over pletterne. Vask derefter tøjet normalt.

 

Græs

Børst pletten med en tør neglebørste, så du fjerner eventuelt jord og mudder. Kom herefter brun sæbe eller glycerin på pletten og lad det trække i 12 timer, inden du vasker tøjet.

 

Afføring

Skyl tøjet med det samme. Kom opvaskemiddel på pletten og lad tøjet ligge i en tætlukket pose natten over. Vask herefter tøjet.

 

Vi gør opmærksom på, at alle råd er på eget ansvar, da pletter og vaskemaskiner kan være forskellige.

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus