Størrelsesguide til børne- og babytøj

Udover at skulle finde den helt rigtige heldragt, flyverdragt, trøje eller noget helt fjerde, er det næsten ligeså vigtigt at vide, hvilken størrelse tøjet skal købes i, hvilket kan være svært at gøre online.

Men faktisk behøver det ikke at være så besværligt.

Vi har flettet en mindre størrelsesguide til børnetøjstørrelser i alle aldre sammen, så du slipper for at slæbe tre unger rundt klokken halv seks en iskold tirsdag aften for at finde tøj og istedet bare bestille det online.

Nemt og enkelt, ik?

Frem med målebåndet:

Det allerførste man skal gøre, er at finde et målebånd frem og måle højden. Hoftevidde, taljevidde, samt brystvidde kan man også gøre i de lidt større børnealdre.

Det er vigtigt at der måles uden at stramme for meget, men det må heller ikke være for løst.

Tag størrelsesgennemsnittet af målene hvis der er for stor forskel mellem størrelserne, eller tag højde for at der stadig skal være mulighed for at vokse, især hvis ens barn har vokseværk.

Tøjmærkerne:

Det er vigtigt at have flere mål end bare højdemålet, for der er også forskel på størrelserne i de forskellige mærker. 

Eksempelvis kan man på H&M’s og Molos hjemmesider tjekke den præcise størrelse, eksempelvis buksestørrelser, ud fra de mål, man har fundet frem til.

NB: På Molos hjemmeside skal du vælge en vare for at finde frem til størrelsesguiden.

Denne metode er for mange endnu bedre end at besøge fysiske butikker, da man her kan være sikker på, at man bestiller ud fra størrelse, og ikke ud fra barnets alder, som mange desværre stadig benytter som målestok.

Du skal dog regne med, at trøjer i størrelse 122 hos Name It, godt kan være 116 hos Hummel, eller 128 hos Småfolk. Desuden ændrer nogle guides sig endda efter, om det er drengetøj eller pigetøj.

Kort sagt: Mål op, tjek efter og gå efter det.

De udenlandske størrelser: 

Og mens vi er ved målestokke; Det er af uransalige grunde stadig ikke alle tøjproducenter der bruger centimeter som målestok i deres tøj, selv når det sælges i Danmark, og heller ikke alle har guides til babyer og børns tøjstørrelser på deres hjemmesider.

Fortvivl dog ej, for på omregneren her, kan du se, hvilken størrelse der passer til de europæiske mål.

Læg især mærke til, at størrelse 134 er 8-9 i US-mål mens det er 9-10 i UK, det det typisk er i den størrelse mange går galt i byen.

Så skal du have bestilt en kjole fra USA, som du har fundet på udsalg, og som ikke kan fåes andre steder, er det en god idé at få samtlige mål og ikke bare størrelse 8-9.

 

Bonusinfo om størrelser: 

1: Skal du købe svømmetøj til børn, skal du regne med, at det er lavet småt, så vælg gerne størrelsen større medmindre det handler om svømmebleer.

2: Er tøjet med et detaljeret tryk eller med mange dekorationer, skal man vælge en størrelse større, da det ligeledes laves mindre på grund af designet.

3: Der er ingen grund til at gå en størrelse op, når det handler om jakker og frakker, da producenterne allerede har taget højde for, at man har tøj på indenunder.

4: Hvis du vælger at gøre som mange andre Reshoppere og købe tøjet billigt og brugt, skal du regne med, at størrelsen godt kan være mindre, da bomuld som meget tøj er lavet af, krymper omkring 5 %.

5: Vælg gerne flyverdragten i en størrelse over, hvad du normalt ville vælge. Så kan flyverdragten nemlig også bruges igen næste år.

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus