41 Bøger du skal læse op for dit barn

Reshopper anbefaler børnebogsklassikere til dit barn
Fra det mørkeste Peru, til Afrika, gennem magiske lande og verdener, og nårh ja, Valby og Tikøb. Reshopper anbefaler har 41 bøger klar til dig og dit barn, som ingen af jer kommer til at fortryde, at i læste sammen.

 

Er du i tvivl om, hvilke bøger der virkelig vil give pote, at læse op for dit barn? Reshopper anbefaler her en række bøger, som vil blive et sikkert hit hos børnene, og som vil blive husket for livet.

 

Uanset om du er på jagt efter barnets første bog, billedbøger og flap-bøger til de små, eller grafiske noveller, romaner og eventyr til de lidt større, kan du finde den her.

 

Klik dig videre herunder, eller klik på et af de små billeder nedenunder for at navigere rundt i listen. God fornøjelse med læsningen!

 

 

1: Den lille prins, Antoine de Saint-Exupéry

 

Handling:

Den lille prins er historien om piloten, forfatteren selv, der nødlander i Saharaørkenen. Her møder han den lille prins, som kommer fra asteroiden B612. Han er kommet til jorden på sin rundtur til alverdens planeter for at få nogle venner og få hjælp til at redde sin elskede rose.

 

Anmeldelse:

"Den lille prins" er en god oplæsningsbog for børn, med fantasifulde elementer og karakterer, men i høj grad også interessant for de voksne undervejs i læsningen. Et af temaerne i bogen er nemlig, at de voksne ikke altid er de klogeste, men nogle gange også irrationelle og snæversynede, som aldrig er helt tilfreds med, hvad de har.

Bogen er den fjerdemest oversatte bog i verden, er solgt i over 150 millioner eksemplarer, og selvom fortællingen er over 70 år gammel, er den stadig relevant og elsket af voksne og børn over hele verden den dag i dag.

 

Fun fact:

Det siges at Saint-Exupéry fik idéen til ‘Den lille prins’ efter at have fået oplæst H.C. Andersens ‘Den lille havfrue’ for sig.

 

Aldersanbefaling: 5 år og opefter.

 

2: En verdensomsejling under havet, Jules Verne

 

Handling:

En verdensomsejling under havet er, selvom bogen er næsten 150 år gammel, en science fiction-roman. I 1866 forsvinder det ene skib efter det andet samtidig med, at et kæmpemæssigt søuhyre observeres. Marinebiologen Professor Aronnax, inviteres derfor med på en ekspedition, der skal fange uhyret. Det viser sig i virkeligheden at være en U-båd med navnet Nautilus, styret og bygget af den mystiske Kaptajn Nemo, som lader Aronnax være gæst på U-båden, så længe han ikke flygter. Opdagelsesrejsen tager dem alle til Sydpolen og det sagnomspundne Atlantis, og de ting de oplever havde de ikke i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig.

 

Anmeldelse:

Fortællingen fra faderen af Science Fiction Jules Verne, handler om liv og død, kannibaler på land og kæmpeblæksprutter under vand, kort sagt alt hvad en rigtig eventyrfortælling skal indeholde. Kaptajnen Nemo er både vanvittig og vanvittigt genial, og giver ens barn mulighed for at opleve, at verden ikke kun er sort og hvid, mennesker rummer begge dele. Samtidig er bogen spækket med marinbiologi og videnskabelige forklaringer på, hvordan Nautilus virker, altsammen noget der er med til at vække den indre eventyrer hos alle børn.

 

Fun fact:

Forlystelsen ‘Nautilus’, i Tivoli er opkaldt efter U-båden, og tager form af det søuhyre, som man mistænker den for at være i starten af bogen.

 

Aldersanbefaling: 8 år og opefter.

 

3: Vinden i piletræerne, Kenneth Grahame

 

Handling:

Bogen handler om Muldvarp, Rotte, Tudse, og Grævling, der lever et idyllisk liv ved flodbredden. De fire venner får sig en oplevelse eller ti, mest af alt på grund af den impulsive og dumdristige Tudse, og skal klare sig igennem en snestorm, en fangeflugt og en tilbageerobring af Tudseborg, før det hele ender lykkeligt.

 

Anmeldelse:

I en tid hvor alle fokuserer på det perfekte, er det vidunderligt med en bog om, at det er okay at være uperfekt, og samtidig er det vigtigt at tage chancer her i livet. Selvom man nogle gange fejler, bliver man en oplevelse eller to rigere, og så længe man har hjertet på det rette sted, behandler sine venner pænt, og tænker sig om, skal det nok gå godt. De fire dyr har hver sin personlighed, men formår at holde sammen som venner uanset hvad. Især Tudse, der personlighedsmæssigt minder om en rig Bamse, forarger de fleste børn da han selv lige er nummeret vildere end dem selv, hvilket altid er underholdende for et barn.

 

Fun fact:

Ingen ville i starten udgive bogen, men en stor beundrer af Kenneth Grahame fik lokket det amerikanske forlag Schribner’s til at udgive den, og resten er historie.

Hvem var beundreren forresten? Theodore Roosevelt, USA’s daværende præsident.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

4: Pippi langstrømpe, Astrid Lindgren

 

Handling:

Pippi Langstrømpe eller som hun rigtigt hedder, Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Langstrømpe, er verdens stærkeste pige. Den rødhårede pige med fregner, bor i Villa Villekulla med sin abe Hr. Nilsson og den plettede hest Lille Gubben, og hendes naboer er Tommy og Annika, der modsat Pippi er opdraget til at være artige. Hun smider med politibetjente der vil have hende på børnehjem, går kun i skole når der skal holdes ferie, og nå ja, hendes far er kaptajn og ‘Sydhavskonge’, og er næsten aldrig hjemme.

 

Anmeldelse:

Her over 70 år senere bogen blev , er samtlige fortællinger om fantastiske Pippi stadig vidunderligt politisk ukorrekte. Pippi er samtidig ethvert barns drøm; Hun har en masse guldmønter, hun gider ikke at lytte til de voksne, og hun er verdens stærkeste pige (og nok også menneske). Samtidig er hun uafhængig, og har sin helt egen personlighed, som alle børn elsker, og bøgerne er et must have, uanset om du har en dreng eller pige.

 

Fun fact:

Selvom fortællingen om Pippi Langstrømpe er over 70 år gammel, var det først i 2005, at Frankrig oversatte bogen ucensureret. Inden da var hun både artig, og begik næsten ingen narrestreger. Hun hedder dog stadig Fifi Brindacier, navnet Pippi er nemlig for tæt bundet med ordet pipi, der betyder tis.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

5: Hobitten, J. R. R. Tolkien

 

Handling:

Tolkiens ‘Hobbitten’ er fortællingen om den reserverede Bilbo Sækker, en hobbit, der ligesom andre hobbitter lever et fredsommeligt liv uden indblanden fra den skøre store verden der omkranser Herredet, landet hvor alle hobbitterne bor. Men en dag kommer troldmanden Gandalf forbi og inviterer ham med på eventyr. Selvom Bilbo afviser idéen, ender det alligevel med, at han tager med på eventyr mod det ensomme bjerg, hvor dragen Smaug vogter over kongestenen. Undervejs møder han trolde, en magisk ring, elvere og dværge, og naturligvis også den onde drage, som Bilbo og hans venner må besejre.

 

Anmeldelse:

Hobbitten startede som en godnathistorie som Tolkiens fire børn fik læst højt, og senere hen fik selskab af fire andre bøger om samme verden. Historien passer rigtig godt til de lidt ældre børn, da der er noget på spil, og det er en klassisk ‘de onde mod de gode’ fortælling, som vækker drømmeren i ethvert barn.

 

Fun fact:

Efter Tolkiens død i 1973, fandt man mange tegninger fra en vis Ingahild Grathmer på hans kontor, omhandlende Hobbitten. Tolkien var vild med tegningerne, og Grathmer er i dag en af de eneste, der blev godkendt af Tolkien som Hobbitten-illustrator.

 

Og hvem var så Ingahild Grathmer? Ingen ringere end Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

 

Aldersanbefaling: 9 år og opefter.

 

6: Peter Plys A. A. Milne

 

Handling:

Peter Plys er en naiv men venlig lille plysbjørn, der konstant er på jagt efter honning. Bogen der består af 10 historier der kan læses uafhængigt af hinanden, handler om Plys og sine tøjdyrsvenner samt drengen Jakob, der alle bor i Hundredemeterskoven. Hver historie handler om små hverdagsagtige begivenheder, som når Plys bruger en ballon til honningjagt, foræder sig hos Ninka Ninus, redder Grisling fra en oversvømmelse og meget mere.

 

Anmeldelse:

Peter Plys, der fyldte 90 år sidste år, er stadig en rigtig børneklassiker i dag. Den formår stadig den dag i dag at være sjov, når Plys falder ned fra et træ eller når hans arme sidder fast, eller mindre alvorlig, når Jakob skal starte i skole, og derfor ikke har så meget tid til sine venner. Alle børn kan helt sikkert spejle sig i de forskellige karakterer, som Grislings mangel på mod, Tigerdyrs kådhed, Ninkas irritation over andre, og det særlige bånd mellem Plys og Jakob, bamse og barn. Samtidig er bogen rigtig god som oplæsning, da bogen er delt op i mindre historier.

 

Fun fact:

Kun Ugle og Ninka Ninus blev opdigtet af A.A Milne, resten af bamserne var i virkeligheden hans søns. Sønnen er forresten Jakob i bogen, mens forfatteren i bogen er Milne selv.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

7: Peter Pedal, H.A. Rey

 

Handling:

Peter Pedal er charmerende lille abe, som kun har et enkelt lille problem; han kan ikke lade være med at være nysgerrig. Manden med den gule fanger Peter i Afrikas jungle, og tager ham med hjem til sig selv. Men Peter Pedal er ikke en abe der har lyst til sidde stille, han vil gerne ud og undersøge den nye verden har er blevet bragt til, hvilket bl.a. ender med en tur i cirkus som artist, et brækket ben, en tur i rummet og meget meget mere.

 

Anmeldelse:

Selvom bogen handler om en abe, kan mange børn sagtens se sig selv i rollen, som den nysgerrige, der ender i problemer, selvom de i virkeligheden gerne ville opføre sig ordentligt. Historierne har også en forunderlig måde at udfolde sig på, som gør at de ændrer sig undervejs, som når Peter vil fiske og ender med at adoptere en kanin. Samtidig er bøgerne gode til at forklare børn, at det nu ikke er verdens undergang, hvis de i god tro kommer til at lave unoder, så længe det altså ikke ender ligesom manden med den gule hats oversvømmede lejlighed.

 

Fun fact:

Da forfatter-ægteparret flygtede til New York fra Paris, kun få timer inden byen blev besat af Nazi-Tyskland, var en af de få ting de medbragte manuskriptet til historierne om Peter Pedal. Måden de flygtede på var næsten også som taget ud af en historie om samme abe, nemlig med pedalkraft på cykler.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

8: The lion, the witch and the wardrobe, C.S. Lewis

 

Handling:

Løven, heksen og garderobeskabet, er historien om fire søskende, som under 2. verdenskrig sendes ud og bo hos en professor under Londons bombardementer. En dag finder den yngste af de fire, Lucy, et gammelt garderobeskab, som viser sig at være indgangen til det fortryllede land Narnia. Men landet viser sig, at være midt i en krig mellem Isdronningen, og løven Aslan, som har skabt Narnia. Det er nu op til børnene, at hjælpe med at besejre det onde, og befri landet fra isvinteren.

 

Anmeldelse:

Historier om prinser, prinsesser og en kæmpe talende løve på den ene side, mod den onde magiske isdronning, er eventyr når det er bedst. Hovedpersonerne er børn, der finder en magisk verden gennem en åbning i et skab, møder en masse fantasivæsner, og til sidst deltager i kampen mellem det gode og onde. Bogen er meget detaljeret og sjov at få oplæst, og samtidig fortsætter den i 6 bøger mere, hvilket giver dig og dit barn endnu mere tid til at dyrke Aslans verden.

 

Fun fact:

Lucy, pigen der finder vejen til Narnia, er en rigtig person, og er baseret på C. S. Lewis’ guddatter, som var 4 år, da Lewis gik i gang med bogen, og da han var færdig var hun 14. Han skrev derfor, at når hun var gammel nok til at læse eventyr igen, ville han gerne høre hvad hun syntes om bogen. Hun var naturligvis ekstatisk, og nød at modtage breve fra børn, der ville vide hvordan Narnia var.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

9: Hvordan elefanten fik sin lange snabel og andre fortællinger, Rudyard Kipling

 

Handling:

Hvordan fik elefanten sin lange snabel, hvordan fik hvalen sin snævre hals, og hvorfor er dromedaren pukkelrygget? Det og mange andre betragtninger får dit barn svar på i Kiplings fabler om fantastiske dyr med særprægede egenskaber, som jo naturligvis må komme et sted fra.

 

Anmeldelse:

Hvis dit barn, ligesom alle andre børn, stiller en masse spørgsmål om, hvordan verden hænger sammen, er dette den helt rigtige bog. Historierne er gode til de korte godnatlæsninger på grund af længden, og for et barn er det enormt sjovt at høre om elefantungen, der til sidst bliver uartig og tæsker sin dumme familie, fordi de opførte sig dårligt over den.

 

Fun fact:

Historierne hedder rigtigt “Just so stories” eller helt præcise historier på dansk, fordi historierne blev læst op for hans datter, som ville have, at han fik alle ordene med i fortællingerne.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

10: Ækle æventyr 1-3, Rune T. Kidde

 

Handling:

Kender dit barn historien om Den lilla møghætte, Klaskepot eller om de tre dumme svin? Hvis ikke, er det på tide at stifte bekendtskab med eventyr som ikke ender helt som de plejer, men turen derhen bliver ikke kedeligere af den grund snarere tværtimod.

 

Anmeldelse:

De fleste større børn der allerede har stiftet bekendtskab med størstedelen af eventyr fra bl.a. H. C. Andersen, vil elske Rune T. Kiddes udgaver, af traditionelle eventyr. Rune T. Kiddes evne til at lege med ordene er enormt lærerigt, de Tre Bukke Bruse bliver eksempelvis til de Tre Bukke fra Brugsen, og sådan er bogen med til at udvikle barnets sprog. Samtidig er det kun et plus at historierne er både skæve og vanvittige.

 

Fun fact:

Rune T. Kidde var stor fan af den amerikanske komiker W. C. Fields, som var kendt for at skabe særprægede synonymer og figurnavne, ved at ændre på de oprindelige navne, og tilbage i 1975 startede Rune T. Kidde endda Folkebevægelsen for W. C. Fields.

 

Aldersanbefaling: 7 år og opefter.

 

 

11: Harry Potter og de Vises sten (og resten af serien), J. K. Rowling

 

Handling:

Harry Potter er en lille splejset dreng, med briller, uglet hår og et særpræget ar i panden, der bor i et kosteskab under trappen hos sin moster og onkel og deres ondskabsfulde søn. Hans egne forældre er døde, og han betragtes som en slags slave og boksebold af familien, men det skal snart ændre sig. Harry er nemlig ingen normal dreng. Snarere tværtimod. I virkeligheden kan han magi, og på sin 11-års fødselsdag bliver han inviteret til at gå på Hogwarts, en skole for troldmænd og hekse. Snart er det ikke længere sin moster, onkel og fætter han skal slås med i sin hverdag, men besværgelser, mørkets herre og mystiske væsener.

 

Anmeldelse:

Harry Potter er i starten af bogen en helt ordinær dreng, som har et miserabelt liv, men som i virkeligheden kunne være enhver 11-årig. Det er samtidig en fortælling om, at de mest ordinære børn kan udrette alt hvad de sætter sig for i livet, uanset hvad livet har budt dig. Selvom det er en magisk verden, handler bøgerne først og fremmest om venskab, kærlighed og mod. Samtidig sætter bogen også den voksne oplæser på noget af en prøve, med hundredevis af forskellige karakterer, som naturligvis alle skal have deres egen stemme.

 

Fun fact:

J.K. Rowling baserede flere af karaktererne på sig selv. Eksempelvis har hende og Harry Potter fødselsdag samme dag, 31. juli og Hermione er baseret på, hvordan Rowling var som 11-årig, og hendes kæledyr i virkeligheden er det samme som Ron Weasleys patronus, nemlig en Jack Russell terrier.

 

Aldersanbefaling til 1. bog: 6 år og opefter.

 

12: Elefanten der så gerne ville sove, Carl Johan Forssén Ehrlin

 

Handling:

Elefanten der så gerne ville sove, er historien om den søde og søvnige elefantunge Ellen, som tager barnet med på tur gennem den magiske skov, og undervejs bliver både Ellen Elefant og barnet mere og mere trætte. På rejsen møder man både gamle og nye bekendte, der hjælper Ellen med at falde i søvn.

 

Anmeldelse:

Elefanten der så gerne ville sove har samme virkning som første bog, hvor fortælleren bruger en særlig fortælleteknik, der får børn til at slappe af og, forhåbentlig, i sidste får dem til at falde i søvn. Elefanten der så gerne ville sove er med på listen, da forfatteren her har forfinet og finpudset sproget som virkede så godt i den første bog. Med to bøger fra samme støbeske, når dit barn heller ikke at synes, at bøgerne er kedelige, da man kan skifte imellem dem med stor succes.

 

Fun fact:

Forfatter Carl-Johan Forssen Ehrlin var egentlig adfærdspsykolog, sprogforsker og en af Sveriges førende coaches, og havde aldrig skrevet en børnebog i sit liv, inden han udgav bøgerne.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

 

13: Kaninen der så gerne ville sove, Carl Johan Forssén Ehrlin

 

Handling:

Kalle Kanin vil så gerne sove, men han kan virkelig ikke få sig selv til at falde i søvn. Mor Kanin foreslår derfor, at Kalle Kanin besøger Onkel Troldmand, for han ved lige præcis, hvad der kan gøres for at falde i søvn.

 

Anmeldelse:

Alle med børn har oplevet de grufulde marathon-puttesessioner, hvor man bruger flere timer på at få sit barn til at sove, og ender med en aften fyldt med frustrationer og fiaskoer. Det kan være slut nu, for for rigtig mange børn, kan denne bog nemlig hjælpe dem med at falde i søvn, ved hjælp af bogens teknikker, som tager udgangspunkt i tricks fra psykologiens verden blandet med afslapningsøvelser, krydret med hypnose. Bevares, det er ikke alle den virker for, men historien er stadig sød, selv for de mest modstandsdygtige af børnene.

 

Fun fact:

Ehrlin udgav selv bogen på egen hånd, men det var ikke af egen fri vilje. Alle forlagene i Sverige mente dog, at historien var for mærkelig og kedelig, og ville ændre i historien for at gøre den mere børnevenlig. Ehrlin afviste forslaget, udgav bogen selv, og har siden da solgt flere millioner udgaver af bogen.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

 

14: Hvem har pruttet i Lasse-Leifs bukser? Mette Finderup

 

Handling:

Lasse-Leif er lige blevet tre år gammel, han bor sammen med sin mor og far, og sin ven, dukken Luske-Lise. Lasse-Leif er lige holdt op med at bruge ble og har lært at tisse på toilettet, og han er sød og velopdragen, siger han selv. Men Luske-Lise er misundelig, og hos Fru Finsen lugter Lasse-Leifs bukser pludselig fælt af prut, men hvem gjorde det?

 

Anmeldelse:

Historierne om Lasse-Leif, og i særdeleshed denne, er humoristiske, der er masser af genkendelighed for børnene der får læst bogen højt, og den er underholdende for både børn og voksne. Samtidig er bogen rigtig god læsning for de mindste, for den skildrer situationerne set fra den helt almindelige Lasse-Leifs vinkel, i et helt almindeligt hjem.

 

Fun fact:

Forfatteren bag bøgerne, Mette Finderup, har en liste med 100 sære fun facts om sig selv på sin hjemmeside, se selv med her: http://finderup.dk/100-sre-ting-om-mette.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

15: Halfdans ABC, Halfdan Rasmussen

 

Handling:

Ane lagde anemoner i kanonen på Trekroner, Bennys bukser brændte, og Dorthe fik en dukke. Bogen består bare af bittesmå bogstavsberetninger der beriger børn om bogstaver, og hvert bogstav har sit helt eget selvstændige vers.

 

Anmeldelse:

Tekst og illustrationer hænger helt perfekt sammen i Halfdans ABC, som i år kan holde et velfortjent 50-års jubilæum. Halfdans Rasmussens nonsensvers er en leg med ord, og bogen demonstrerer, hvordan billede og sprog hører tæt sammen i en børnebog, og skaber et humoristisk møde med sproget og bogstaverne.

 

Fun fact:

Tegneren bag Halfdans ABC, Ib Spang Olsen, var Halfdan Rasmussens ven og uløselige samarbejdspartner. Deres første udgivelse sammen var i 1948, og den sidste var i 2006, fire år efter Halfdan Rasmussens død.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

16: Mio, min Mio, af Astrid Lindgren

 

Handling:

Ni-årige Bosse er blevet adopteret af sin tante og farbror, som ikke bryder sig om ham, og som synes han er besværlig. Han mor er død, han er ensom og ulykkelig, og ville ønske han havde en far, som han ikke ved hvor er. Da han en dag er sendt i byen af sin onkel og tante, finder han en flaske med en ånd i. Da han befrier ånden, tager den ham med til Landet i det Fjerne. Her finder Bosse både ud af, at hans rigtige navn er Mio, og at han er søn landets konge. Men i nabolandet bor den onde Ridder Kato, der er fuld af had, og nu er det op til Mio  at besejre ham, som det er forudsagt, at kun han kan gøre.

 

Anmeldelse:

Grunden til at Lindgrens første eventyrbog er så populær er blandt andet, at bogen indeholder mange temaer, som børn elske at læse om, såsom venskab, mod, kærlighed og ondskab. Her bliver der givet tid til at beskrive små detaljer, som giver læseren mulighed for at danne billeder af handlingen, både gys, gru og begejstring. Mio, min Mio er for nyligt blevet nyoversat af Kina Bodenhoff, og tak for det Gyldendal, for med nyoversættelsen er Astrid Lindgrens ånd og poesi endelig at finde i en dansk udgave.

 

Fun fact:

Filmatiseringen af Mio, min Mio fra 1987 var dengang den dyreste film nogensinde i Sverige og kostede 50 millioner svenske kroner, svarende til omkring 100 millioner i dag. Filmen blev desværre aldrig nogen stor succes, men havde en meget ung Christian Bale i rollen som Jum-Jum.

 

Aldersanbefaling: 5 år og opefter.

 

17: Brødrene Løvehjerte, Astrid Lindgren

 

Handling:

Karl Løve, også kaldet Tvebak af sin elskede storebror, er en 9-årig dreng, men han er lille og dødeligt syg, og bange for at dø. Tvebaks 13-årige storebror Jonathan fortæller derfor historier om Nangijala, landet man kommer til, når man dør, hvor man er stærk og det er i Nangijala at alle eventyr sker.  En dag opstår en brand i Løve-hjemmet, og Jonathan, modig som han er, tager Tvebak på ryggen, og hopper ud af vinduet for at redde ham. Jonathan dør af skaderne fra faldet, og kort tid efter dør Tvebak også, og ankommer til Nangijala, hvor han finder Jonathan. Men selvom alt er idyllisk og ånder fred til at starte med, er Nangijala ikke det drømmeland de havde forestillet.

 

Anmeldelse:

Endnu en Astrid Lindgren-bog og endnu en historie om en 9-årig dreng, der kommer til et andet land, med død, mod og kærlighed som tema. Alligevel er bogen på listen, for det er en episk fortælling om kærligheden mellem to brødre og det bånd de har, men bogen berører samtidig alvorlige emner som sygdom, forræderi og tyranni. Brødrene Løvehjerte er en fortælling som man selv kan huske fra man var barn og med god grund. Samtidig skader det heller ikke, at denne Lindgren-bog ligeledes er nyoversat.

 

Fun fact:

Da bogen udkom opstod der en heftig debat i Sverige. Lindgren var nemlig en af de første børnebogsforfattere der havde døden som emne i sine bøger, og mange mente, at Astrid Lindgren opfordrede børn til at flygte fra virkeligheden og begå selvmord. Det skete naturligvis ikke.

 

Aldersanbefaling: 5 år og opefter.

 

18: Grimms bedste eventyr, Brødrene Grimm

 

Handling:

Mange kender i dag fortællingerne om eksempelvis Snehvide, Tornerose og Askepot fra Disneys film, og har ens børn samtidig set Shrek-filmene kender de næsten alle af Grimms eventyr. Der er dog aldrig noget der slår de originale historier, som er langt mere detaljerede og har flere spændingsmomenter.

 

Anmeldelse:

I over 40 år indsamlede og omskrev Brødrene Grimm næsten 300 eventyr, og de mest populære er samlet i denne bog. De udødelige fortællinger er især gode, fordi de formår at udstille de grusomme sider af mennesker, for børn har også brug for onde eventyr. Hekse og ulve der spiser børn og onde feer, er ikke noget børn møder i deres hverdag, men karaktererne lærer dem alligevel mange ting, både om ikke at være perfekt om modstand, og om at det er godt at begive sig ud i verden på egen hånd. Bogen er over 200 år gammel, men man kan ikke lave en klassikerliste, uden Grimms bedste eventyr.

 

Fun fact:

Brødrene Grimms udgaver af eventyrerne kom oprindeligt i 1812, og var slet ikke ment som børneeventyr, og var skrevet i et akademisk sprog. Bogen blev dårligt modtaget i de akademiske kredse, men var enormt populær blandt børn, og resten er som sagt historie.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

 

19: Paddington - Otte historier med den ukuelige bjørn fra det mørkeste Peru, Michael Brown.

 

Handling:

En bjørnebamse ankommer som blind passager til Paddington station i London fra det mørkeste Peru. Her møder han familien Brown, som tager den talende tøjbamse med hatten hjem med sig. Paddington elsker marmelademadder, kan få sin vilje over dem som opfører sig forkert ved at nedstirre dem, og går med hat, regnjakke og kuffert. Men det til trods, opstår der kaos og ballade, hver gang han oplever noget nyt, som at tage et bad, eller køre med undergrundsbanen i London.

 

Anmeldelse:

Paddington er som et barn, der oplever alting første gang, noget som alle børn kender til, bortset fra, at alt går galt når det er Paddington der kaster sig ud i nye oplevelser. Paddington er dog samtidig både høflig, charmerende, og så klog at han kan vinde en bogstavjagt, hvilket gør, at børn samtidig kan lære en masse af bjørnen. Bøgerne er endda også skrevet, så voksne lærer noget undervejs, blandt andet at være tilgivende, også selvom der opstår problemer, bare så længe at man har gode intentioner.

 

Fun fact:

Selvom Michael Bond er 91 år, skriver han stadig nye historier om Paddington, og lader sig tit inspirere af begivenheder i England. I de nylige bøger er Paddington blandt andet blevet afhørt af politiet da han som immigrant muligvis ikke har styr på sin opholdstilladelse, og i den nye bog fra 2017 er han med i et madprogram på TV.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

20: Mumitrolden - De tre første romaner, Tove Jansson

 

Handling:

Mumitrolden og hans mor er ude og lede efter et varmt sted, hvor man kan bygge et hus hurtigt, for Mumitrolde kan slet ikke tåle kulde. De går igennem den meget mørke skov, kun oplyst af en lysende blomst. Mumi-Far er ude og rejse, men de ved ikke hvor han er henne af, og hvornår han kommer tilbage. Sammen begiver de sig afsted og møder mange forskellige dyr og karakterer, som både hjælper og skaber problemer, og uden at afsløre for meget, møder de til sidst Mumi-Far, der har bygget dem det fineste hus.

 

Anmeldelse:

Egentlig er det Mumi-universet noget dystert og uhyggeligt. Der er den mørke dystre skov, en oversvømmelse, en komet og meget mere, og Mumierne kan ikke rigtigt gøre noget, for de er så små. Samtidig er der en masse væsener man aldrig har hørt om før, Snif, Tofslen, Vifslen, en myreløve og andre finurlige størrelser, som med hver sin personlighed, nok skal få børn til at fortælle, hvem der er dumme og hvem der opfører sig ordentligt. Mumitrolden er en klassiker, for selvom de er oppe imod større kræfter end dem selv, skal det nok gå, og selvom det kan lyde voldsomt med en komet der kommer forbi, ender det nok godt alligevel. Det er det, der gør Mumi-universet så gribende og medrivende, og samtidig så fjoget og sjovt.

 

Fun fact:

Mumitrolde-historierne blev skrevet under anden verdenskrig. Det er blandt andet derfor at familien ikke har noget hjem, at alt er farligt, og at de ikke ved hvor Mumi-Far er henne af. Desuden var Mumitroldens debut i offentligheden, i en anti-Hitler tegning fra slut 1930’erne.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

21: Cirkeline, Hanne Hastrup

 

Handling:

En dag sad der en tegner og tegnede kruseduller og cirkler, og pludselig var der et ansigt. Et sjovt lille ansigt. Så tegnede hun en kjole på og arme og ben og en masse sort, strittende hår, og til sidst blev kjolen malet rød med sorte prikker. Cirkeline kom figuren til at hedde, og hurtigt får den lille figur en seng, nogle musevenner, og en masse sjov.

 

Anmeldelse:

Cirkeline er en rigtig dansk børneklassiker. Selvom Cirkeline er helt speciel og unik, er det ikke årsagen til, at hun er elsket af mange børn. Faktisk skyldes det meget mere, at der bliver gjort noget af de hverdagsagtige og hyggelige ting, som forskellen på om man bor i byen eller på landet, eller hvor man sover, når man ikke er så stor. Cirkeline med det pjuskede sorte hår og mariehøne-kjolen, er så vellykket, fordi den ikke formår at give sig i kast med alt muligt og umuligt, men det enkle som voksne finder anser som normalt, men som børn elsker.

 

Fun fact:

Cirkeline og flugten fra Amerika er navnet på et afsnit fra 1971. Det handler bl.a. om vilkårene for de sorte mus i Amerika. I afsnittet må Cirkeline og Frederik flygte med hjælp fra en sort mus der dog bliver dræbt af politisoldater. Lyder det lidt for vildt og lidt for politisk? Det mente DR’s B&U afdeling, og afsnittet er aldrig blevet vist på DR.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

22: Alfons Åberg, Gunilla Bergström

 

Handling:

Alfons Åberg er en helt almindelig dreng, der bor med sin far i en helt almindelig lejlighed, i en helt almindelig svensk by. En dag kan han ikke falde i søvn, og beder om alle mulige ting af sin stakkels far, som løber i pendulfart mellem stuen og Alfons’ værelse. En anden dag låner Alfons’ sin fars værktøjskasse og bygger en helikopter, og på en tredje dag har han svært ved at komme afsted i børnehave, og har en masse dårlige undskyldninger for ikke at ville afsted, selvom hans far begynder at stresse.

 

Anmeldelse:

For voksne er rutiner, hverdagsoplevelser og mindre ærinder ligegyldige, ja nærmest irriterende at forholde sig til, men for mindre børn er det stik modsat. Bøgerne er ikke om en dødsstjerne, der skal destrueres af sønnen til ham den onde (sorry Star Wars), eller om en drøm i en drøm i en drøm (og beklager Inception), men om Alfons der er langsom til at komme i børnehave, eller som låner sin fars værktøjskasse. Tempoet og spændingsniveauet gør, at bøgerne bare er superhyggelige, lærerige, og fantasifulde.

 

Fun fact:

Udover Alfons’ sære navn som betyder noget andet på dansk end på svensk, har læsere af bøgerne undret sig over, hvor Alfons’ mor er henne af. Der skulle gå næsten 40 år før hun optrådte i bøgerne, men kun som et minde. Hvad der er sket med hende, er stadig et mysterium.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

23: Karius og Baktus, Thorbjørn Egner

 

Handling:

Jens har ondt i sine tænder. Virkelig ondt. Inde i sin mund har de to tandtrolde Karius og Baktus nemlig taget residens, for Jens foretrækker søde sager, især wienerbrød, og gider ikke sunde ting. Men da Karius og Baktus bygger videre i Jens’ tænder, gør det så ondt, at han omsider lytter til sin mor, og børster sine tænder.

 

Anmeldelse:

Ved hjælp af Karius og Baktus har man i snart 70 år på hyggeligste vis, haft muligheden for at lære sine børn om god tandpleje. For udover at bogen både er sød, sjov og en smule spændende, mener norske forskere, at bogen har været medvirkende til, at børn børstede tænder oftere.

 

Fun fact:

Oprindeligt havde Karius en kæreste der hed Karoline, og de byggede et hus i en hjørnetand. Samtidig blev Karius og Baktus skyllet ud af munden, men det blev lavet om til, at de havnede på en tømmerflåde, da der var nogle børn, der pludseligt ikke ville have børstet tænder mere, da det var synd for for dem.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

24: Orla Frøsnapper, Ole Lund Kirkegaard

 

Handling:

Orla Frøsnapper er en rigtig bølle, der tyranniserer alle byens børn, og engang har han vidst også spist en frø. Orla er altid efter byens små drenge, især fortælleren og hans ven Jacob, som Orla rigtig gerne vil banke. Fortælleren som selv er en mindre bølle, undslipper dog altid, fordi han er smartere end Orla, som nok er lang, men ikke særlig klog. Men en dag kommer cirkus til byen, og så sker der noget rigtig spændende.

 

Anmeldelse:

“Nu er det sket med dig, lille skiderik”, siger Orla Frøsnapper i bogen til fortælleren, da han skal til at tæske ham, og netop sætningen er et godt billede på bogen. For det er virkelig de fleste børns mareridt; en større dreng vil konstant tæske en, når der ikke er voksne til stede. Men alligevel er det sjovt, for han bander, er fræk og det lykkedes ikke for Orla, for de små er smartere. Orla Frøsnapper er en fantastisk fortælling som børn enten selv kan læse, øve sig på at læse, få læst højt, eller høre som lydbog mens de skraldgrinende leger.

 

Fun fact:

Inden Ole Lund Kirkegaard blev forfatter, var han skolelærer. En af hans elever på den lille Oue var instruktøren Niels Arden Oplev, som elskede Kirkegaard, især fordi han ikke slog sine elever. Oplev lavede senere filmen Drømmen, hvor den unge inspirerende hippe-lærer er baseret på Kirkegaard.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

25: Gummi-Tarzan, Ole Lund Kirkegaard

 

Handling:

Ivan Olsen er ret stor af en dreng på hans alder at være. Faktisk er han splejset, lille og tynd. Ivans far vil gerne have, at hans søn bliver et rigtigt mandfolk, men lige lidt hjælper det, og til sidst giver Ivans far op og frustreret råber, at Ivan er en rigtig Gummi-Tarzan. I skolen får Ivan tæsk og buksevand, og en dag bliver det for meget for Ivan, der flygter til sit hemmelige tilflugtssted. Her møder han en heks, og oplever den mærkeligste dag i sit liv.

 

Anmeldelse:

Endnu en bog af Ole Lund Kirkegaard, og endnu engang er dialogen fantastisk morsom og sprudlende. Ivans skænderier med sin far, er fantastiske at læse for sine børn, da de både er vildt underholdende, men samtidig også viser, at børn tit er den mest fornuftige part. Og hvilket barn drømmer ikke en gang imellem om, at kunne skælde sin far ud, og derefter tæske ham? Bogen er god, fordi børn skal have lov til at være sig selv og dyrke deres egen interesser, og hvis deres forældre kalder dem for vat-nisser, har de næsten også selv bedt om at blive kastet op i et træ.

 

Fun fact:

I 1999 købte Disney rettighederne til navnet Tarzan, og dermed fik lille Ivan endnu en plageånd. Disney sagsøgte nemlig Ole Lund Kirkegaards familie for brugen af navnet, og det endte med et forlig. Derfor hedder titlen på film og musicals “Gummi-T”, mens bogen stadig bærer sit gamle navn.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

26: Otto er et næsehorn, Ole Lund Kirkegaard

 

Handling:

Topper er en helt almindelig dreng der går i skole, leget med sin bedste ven Viggo, er forelsket i Sille, og går og savner sin far, som sejler rundt på de syv have. En dag finder han tilfældigvis en magisk blyant som gør, at det han tegner kommer til live. Da Viggo ikke umiddelbart tror ham, tegner Topper et kæmpestort gult næsehorn i sin lejlighed, som straks kommer til live.

 

Anmeldelse:

Igen en Ole Lund Kirkegaard bog, der bare skal opleves læst højt for et barn. For i bogen, er det barnet der ved hvordan tingene hænger sammen, og konstant skal forklare det til de idiotiske voksne, som ikke har fantasi til at forestille sig, hvad der sker. Samtidig leges der enormt meget med sproget, havde Toppers far gul feber eller guld-feber, og fantasien tages konstant i brug, blandt andet når Otto kommer til live.

 

Fun fact:

Ole Lund Kirkegaard mente, at der skulle være plads til alle i folkeskolen, både dem der ville spille guitar og dem der bare ville fantasere dagen lang. Derfor er mange af hans karakterer outsidere, som slås med en masse forskellige problemer.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

27: Hodja fra Pjort, Ole Lund Kirkegaard

 

Handling:

9-årige Hodja bor i den lille by Pjort, i landet Bulgislav. Byen er idyllisk men også ret kedelig, men det er Hodja slet ikke interesseret i. Hans far vil have han bliver skrædder ligesom ham, men det er Hodja heller ikke interesseret i, heller ikke skolen. Han vil hellere ud på eventyr, ud og se verden, og til alt held, finder han en gammel mand, som gerne vil give ham et flyvende tæppe!

 

Anmeldelse:

Modsat Ole Lund Kirkegaards andre bøger, foregår “Hodja fra Pjort” i et opdigtet land, hvilket giver bogen et ekstra element af eventyr, som bestemt ikke skader, tværtimod. Samtidig er der en målrettethed i fortællingen om Hodja, som gør fortællingen mere strømlinet, og mere som et klassisk eventyr. Ligesom de foregående bøger, er man på barnets side, og nysgerrigheden og oprøret mod dem der bestemmer gør, at bogen bestemt fortjener at blive læst højt igen og igen.

 

Fun fact:

De uforglemmelige tegninger fra alle Ole Lund Kirkegaards bøger, er tegnet af Ole Lund Kirkegaard selv.

 

28: Den utrolige historie om den kæmpestore pære, Jakob Martin Strid

 

Handling:

Alt er fredeligt og roligt i den lille by Solby, selvom borgmesteren er forsvundet, og den sure viceborgmester er i gang med at bygge en stor grim bygning. En dag finder vennerne Mitcho og Sebastian en flaskepost, da de sidder og fisker i havnen, og i flasken er der et brev, som måske kommer fra borgmesteren, som har fundet en mystisk ø. Med brevet følger også et lille frø, som vennerne beslutter sig for at plante, men dagen efter er der vokset en kæmpestor pære, og så begynder eventyret.

 

Anmeldelse:

Strids tegninger fik sit landsdækkende gennembrud som satirisk tegner i Politiken, og hans tegnekunst er kun blevet bedre med tiden, hvilket er tydeligt i bogen her. For her kan man bruge flere minutter på hver side, kun på at se på fantastiske tegninger, som bare gør historien endnu bedre. Historien er sød og fornøjelig for både børn og voksne, og er ren hygge. Bogen er på 99 sider, fyldt med billeder, og kan med fordel læses fordelt over flere aftener, så man har mulighed for, at fordybe sig i fortællingen med de fantastiske tegninger.

 

Fun fact:

Historien om den kæmpestore pære er den største danske billedbogsucces siden Halfdan Rasmussens ABC i 1960erne. Faktisk var interessen for bogen så stor, at otte andre lande købte rettighederne til bogen, et helt år inden bogen var lavet færdig.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

29: Cykelmyggen Egon, Flemming Quist Møller

 

Handling:

En myggemor venter på at hendes myggeæg bliver udklækket i en sø. Alle æggene er helt identiske, men da de udklækkes sker der noget uventet. Alle myggebørn kan flyve pånær én, Egon, som kommer cyklende. Cykelmyggen Egon vil nemlig ikke være som alle de andre myg. For han kan nemlig cykle, og han tror på sig selv.

 

Anmeldelse:

Cykelmyggen Egon, er drømmeren der tager sagen i egen hånd, bryder med hvad myg normalt gør, og som giver alles problemer baghjul. Bogen er også, ligesom andre danske klassikere fra denne tid, om at bryde med traditionerne, og leve drømmen. Bogen giver børnene mulighed for, at opleve alt det gode der kan ske, når man tror på sig selv, og følger sit hjerte. Som en lille bonusting, får børn også en større viden indenfor insektverdenen.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

 

Fun fact:

30: Den store bog om den glade løve, Louise Fatio

 

Handling:

Den glade løve bor ikke på de store varme afrikanske savanner, men derimod i en zoologisk have i en nydelig fransk by, hvor han er byens kæledægge, og alle hilser på ham hver dag. En dag opdager den glade løve at hans indhegning er åben, og derfor går den glade og venlige løve ud, for at hilse på alle hans venner i byen. Men når han hilser på næsten alle sine venner, besvimer de, eller flygter fra ham, hvilket den glade løve naturligvis ikke forstår.

 

Anmeldelse:

Historien om den glade løve er en af listens allersødeste historier, for løven er glad, venlig, helt uskyldig og venner med alle menneskerne. Samtidig er det rigtig sjovt at læse historien højt for ens børn, for mens løven er høflig og venlig, er de voksne i byen det stik modsatte. Igen har man med en historie at gøre, hvor det er børnene der opfører sig som de voksne, og det er befriende. Samtidig er illustrationerne skønne og humoristiske, og man er aldrig i tvivl om, at det nok skal ende godt. En rigtig god bog til præ-skolebørn.

 

Fun fact:

I alt 10 bøger om den glade løve blev det til, og hver gang blev bogen illustreret af den samme person nemlig hendes mand, Roger Duvoisin.

 

Aldersanbefaling: Alle aldre.

 

31: Mis med de blå øjne, Egon Mathiesen

 

Handling:

En lille mis med et godt humør gik engang ud i verden for at finde landet med de mange mus. Men den var ikke som de andre katte. Den havde nemlig blå øjne, og de andre katte med gule øjne lavede sjov med den, og sagde den ikke var en rigtig kat. Men selvom man er anderledes, kan man sagtens være ligesom de andre, eller bedre, og måske endda finde musenes land, så man aldrig behøver at bekymre sig om sult igen.

 

Anmeldelse:

I “Mis med de blå øjne” lærer man, at der ikke er noget galt ved at være anderledes end alle de andre, og at man skal opføre sig ordentligt overfor hinanden, trods hinandens forskelle. Samtidig er det også en fortælling om, at man ikke skal give op, selvom man møder modstand på sin færd. Missen med de blå øjne, er ligeledes den evige optimist, der altid ser på tingene positivt, hvilket resulterer i positive ting, som at overmande en hund, og at finde landet med de mange mus. Det kommer der rigtig mange sjove oplevelser ud af, som ihvertfald fik undertegnedes barn til at skraldgrine.

 

Fun fact:

Egon Mathiesen var udover forfatter, også maler. Egon Mathiesen har selv lavet illustrationerne til bogen, for han ville lave kunst til børn, gennem sine tegninger.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

32: Palle alene i verden, Jens Sigsgaard

 

Handling:

Palle vågner en morgen, og er helt alene i huset. Da han går ud på gaden, går det op for ham, at han er helt alene i verden. Det betyder også, at han kan gøre hvad han har lyst til, som at køre sporvogn, brandbil og spise lige hvad han har lyst til. Men da han går hen på legepladsen for at lege, er der ingen andre børn, der er ingen der kan sætte en film over i biografen, og når man samtidig er blevet sulten og savner sin mor, er det ikke sjovt længere.

 

Anmeldelse:

Ethvert barns vildeste fantasi er, at kunne gøre lige hvad man har lyst til, som kun at vaske sig en lillebitte smule, og forsyne sig med alt muligt lækkert, uden voksne til at fortælle en om, hvordan man skal opføre sig. Bogen er skrevet i øjenhøjde med børnene, med vigtige temaer som at bestemme selv og ensomhed, og hvilket barn ville ikke gerne se, hvordan det går, når Palle begiver sig ud i den store verden, helt alene?

 

Fun fact:

Udtrykket ‘Palle alene i verden’ og ‘helt Palle’ kommer naturligvis fra denne bog, der illustrerer dens betydning som børnebogsklassiker.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

33: Spørge Jørgen, Kamma Laurents

 

Handling:

Jørgen er utrolig nysgerrig, men for det meste stiller han bare spørgsmål for at drille: Hvoffer hvoffer dit og hvoffer dat? og han spørger om alt muligt, hele tiden, som hvorfor en buko ikke har vinger, og hvorfor neglen ikke sidder på næsen. Til sidst bliver det for meget for hans far, som smider ham i seng, uden aftensmad.

 

Anmeldelse:

Selvom bogen i nutidens øjne er noget politisk ukorrekt, han får en endefuld til sidst og får ondt i numsen, er det stadig en dansk børnebogsklassiker, som man ikke skal tage bogstaveligt, især til dem der er trætte af alle de politisk korrekte bøger og tegneserier. Bogen skal derfor ikke læses som et skræmmescenarie for, hvad der sker, hvis man har mange spørgsmål, men som fjollede og sjove rim.

 

Fun fact:

Det er ingen ringere end Storm P. som har illustreret bogen.

 

Aldersanbefaling: 4 år og opefter.

 

34: Historien om Babar, den lille elefant, Jean de Brunhoff

 

Handling:

Babar er en helt almindelig elefant, der lever i skoven med alle de andre elefanter. Men en dag bliver Babars mor skudt af en jæger, og Babar flygter til en storby. Her møder han den gamle dame, som tager sig af ham, og sørger for han både får tøj og undervisning. Da han vender tilbage til elefantskoven, bliver han kronet som konge af elefanterne, og bliver gift med Celeste.

Anmeldelse:

Der er rigtig mange fantastiske Babar-historier, og derfor bør man starte med den første bog, inden man kaster sig ud i flere af de andre, som kan læses ukronologisk. Babar er bare en sød lille elefant (hvor mange børn elsker ikke det?) med gå-på-mod, og som oplever utrolig mange ting i bare én bog. Babar er en af de historier, som er blevet nyfortolket flere gange, som tegnefilm i 80erne og senest som animations-tegneserie, og det er der en grund til. Grundhistorien om elefanten der blev konge, er nemlig ganske enkelt vidunderlig, en rigtig dannelsesroman som børn elsker.

 

Fun fact:

Faktisk var det ikke Jean de Brunhoff selv der opfandt Babar, men derimod hans hustru, Cécile, som fandt på elefanten som godnathistorie til deres børn. Da Jean de Brunhoff døde i en ung alder af tuberkulose, tog Laurent, parrets yngste søn, over som forfatter af bøgerne. Det er faktisk hans tegninger som ligner nutidens Babar mest.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

35: Skatteøen, R.L. Stevenson

 

Handling:

Jim er en ung dreng, der hjælper sin mor med at drive den lokale kro, Admiral Benbow. En dag ankommer en mystisk gammel sømand som kalder sig Billy Bones til kroen, med sig har han en skattekiste, som han er sikker på, at hans gamle besætning vil stjæle. Da Billy Bones dør efter at have modtaget den sorte plet, en dødserklæring, fra en anden pirat, lukker Jim og hans mor op for skattekisten, og finder intet mindre end et skattekort.

 

Anmeldelse:

Det er eventyr fra ende til anden, og børn kan drømmende få lukket op for hele piratuniverset, både på godt og ondt. Jim er, ligesom dem der læser eller får oplæst, en helt almindelig dreng, som drømmer om eventyr, og store rigdomme. Der er pirater, mytteri, store skatte, smarte planer, piratjargon, og vil man have skatten, skal der ikke kun styrke og mod til, men også snedighed og intelligens.

 

Fun fact:

Stort set alt hvad man tror man ved om pirater, kommer fra Skatteøen. Long John Silver. Silver har en papegøje, har kun ét ben, og han vil rejse til skelet-øen, efter de har fundet skatten. Skatten på kortet er markeret med et ‘X’, og piraternes æreskodeks med den sorte plet, kommer ligeledes fra Stevensons historie, så tak for det, din landkrabbe!

 

Aldersanbefaling: 8 år og opefter.

 

36: Folk og røvere i Kardemomme by, Thorbjørn Egner

 

Handling:

Kardemomme By, er en idyllisk by langt borte fra alting. Hvert år ser borgerne frem til at afholde den årlige Kardemommefest, og så skal hele byen synge og danse. De eneste der som sædvanlig ødelægger det hele, er de tre røvere Kasper, Jesper og Jonathan, som politimesteren ikke tør anholde, da de har en løve til at passe på sig. Men mon ikke man kan få de tre røvere til at ændre levevej?

 

Anmeldelse:

Thorbjørn Egner der bl.a. også har skrevet Karius og Baktus, har bedrevet endnu en sød og uskyldig historie, med skønne tegninger, sange, og finurlige karakterer. På intet tidspunkt er man i tvivl om, at det hele nok skal gå, og det selvom der er flere mindre spændingsøjeblikke. Historien skal derudover også vise, at selvom der nogen der opfører sig dårligt, kan man godt ændre deres måde at opføre sig på, så alle kan hygge sig. En rigtig skøn børnebog, med næsten ligeså klassiske sange, som gør sig bedst til oplæsning.

 

Fun fact:

Man kan rent faktisk besøge Kardemomme By i virkeligheden. I Dyreparken i Kristiansand i Norge, står Kardemomme By nemlig opført, med fyrtårn, fængsel, og vognstyrer Syversens vogn.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

37: Villads fra Valby, Anne Sofie Hammer

 

Handling:

Villads er en helt almindelig, og for det meste, sød dreng, som altid får gode ideer, som naboens datter Frida og Magnus fra børnehaven skal være med til. Villads er nemlig rigtig god til at finde på sjove ting, for han har en rigtig god fantasi. Nogle gange skal der findes lyssværd, og andre gange laves vulkaner, og så er der ballade.

 

Anmeldelse:

De fleste børn vil kunne genkende mange af situationerne fra bøgerne om Villads, for selvom man for det meste bare vil gøre det rigtige for en selv og ens venner, ender det tit med problemer. Og det er det, som er så skønt ved Villads-bøgerne: Det er helt almindelige hverdagsagtige ting der sker, for helt almindelige forstadsbørn, og så bare med en masse skøre hændelser oveni. Børn, både dem der ikke har fået den oplæst i børnehaven og dem der har, elsker Villads fra Valby for hans ligefremhed, hans frækhed og hans fantasi.

 

Fun fact:

Anne Sofie Hammer begyndte at skrive bøgerne om Villads fra Valby, fordi hun, efter at have læst Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard til hudløshed, manglede noget, som tre børn i forskellige aldre kunne lide og forholde sig til.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

 

38: Hvor er Plet?, Eric Hill

 

Handling:

Leder man efter barnets første bog, er Plet-serien et rigtig godt bud. Plet er en lille hundehvalp der oplever verdenen på samme måde som små børn, eksempelvis når Plet skal til stranden, eller skal sove. I denne historie kan Plets mor ikke finde Plet, og sammen med læseren, begiver hun sig ud, for at finde frem til den frække hundehvalp.

 

Anmeldelse:

Børn elsker historier, hvor hovedpersonen oplever de samme ting som dem selv, og netop det er, hvad der sker i Plet-bøgerne. Oveni det har man en lille hundehvalp som hovedperson, hvilket kun gør historierne endnu mere nuttet. Årsagen til at netop Plet-serien blev så populær, skyldes især flapperne i bøgerne, som læseren skal interagere med, for at komme videre i historien. Specielt i ‘Hvor er Plet?’ er flapperne enormt sjove, da Plets mor leder efter ham, bl.a. bag en dør og i noget så komisk som et klaver.

 

Fun fact:

Plet-serien kom til verden ligesom andre bøger på listen, fordi Eric Hill havde en 2-årig søn, som han fortalte hundehvalpe-historier for. Samtidig var sønnen vild med en flyer som Eric Hill havde lavet for et reklamebureau, hvor en flap dækkede over et sjovt billede. De to ting kombineret resulterede i et brag af en succes.

 

Aldersanbefaling: Til de allermindste.

 

39: Barbapapa på Mars, Annette Tison

 

Handling:

Barbapapa og hans familie, som alle er groet i en have, kan forvandle sig til alle mulige former og ting, tager sig en tur til Mars. Her møder de Bumbummerne, som er ligesom Barbapapa, de er bare sort-hvide og har antenner på hovedet. De lærer om al flora og fauna på Mars, og at Bumbummerne er ligesom dem, selvom de ser anderledes ud, og lever på en anden måde. Da Barbarød planter et bønnefrø han har haft med fra Jorden, sker der ting og sager, som gør, at de alle må hjælpe hinanden, for at bringe tingene i balance igen.

 

Anmeldelse:

Barbapapa er en rigtig 70er-bog. Der er fuld fart over farverne, formerne og handlingen, og temaer som ligestilling, samarbejde, samt at alle er ens uanset farve, form og facon.

Biologi og økologi er ligeledes blandt temaerne i bogen, hvor børn lærer om invasive plantearter, og faren ved det. I historien bliver en enkelt bønne fra jorden som Barbarød planter på Mars, til en kæmpemæssig monsterplante som Barbapapaerne må bekæmpe sammen med Bumbummerne. ‘Barbapapa på Mars’ er en historie med fart på, som har en masse på hjerte, og som man ikke kan gøre andet end at holde af.

 

Fun fact:

Grunden til at Barbapapa, altså faren, er lyserød, skyldes ikke kun at serien blev til i 70erne. Navnet Barbapapa kommer nemlig fra det franske ord, Barbe à papa, fars skæg, som er det franske ord for candyfloss.

 

Aldersanbefaling: 2 år og opefter.

 

40: Bøgerne om Totte og Lotte, Gunilla Wolde

 

Handling:

Bøgerne om Totte og Lotte handler om en dreng og en pige, som hver opdager hvordan hverdagen fungerer, og hvordan alt i verden hænger sammen. Som f.eks. i ‘Totte og Malene’, hvor de opdager, at de er fra hvert sit køn, eller i ‘Lotte støvsuger’, hvor Lotte lærer om, at de voksne bruger maskiner til at gøre rent.

 

Anmeldelse:

Det er hverdagssituationer når det er bedst, både for Lotte i børnehavealderen, og den lidt mindre Totte. Bøgerne er klassikere, og selvom bøgerne er næsten 50 år gamle, er de stadig ligeså aktuelle for børn den dag i dag. Situationerne er netop fuldkommen identiske, for alle børn går til tandlæge, har prøvet at støvsuge, bader, bygger, har oplevet at være for små og så videre. Bøgerne vinder på at være så enkle og præcise som de er, og på at være tro mod formen. Det er ikke de store eventyr som Totte eller Lotte er ude på, men mindre kan heldigvis også gøre det.

 

Fun fact:

Gunilla Wolde begyndte på bøgerne, da hun mente der manglede bøger, der beskrev, hvordan man gjorde de forskellige ting som barn, som at tage tøj på. Rækkefølgen og navnet Totte var Gunillas egen søns forslag, som er blevet foreviget i bøgerne som Totte.

 

Aldersanbefaling: Til de allermindste.

 

41: H.C Andersens samlede eventyr og historier, H.C. Andersen

 

HANDLING:

Vi slutter af med eventyreren over dem alle, H.C. Andersen. Bogen er fuld af klassikere som Fyrtøjet, Svinedrengen, Den grimme ælling, Den lille havfrue, Klods-Hans, Nattergalen, Kejserens nye klæder, og man kunne blive ved. Samtidig er der også mindre udbredte eventyr og historier som Skyggen, Elverhøj, Springfyrerne og Flipperne, som gør, at man selv har en mulighed for, at læse nye eventyr.

 

Anmeldelse:

Der er en grund til, at H.C. Andersens eventyr og historier stadig den dag i dag, er kendt over hele verden. Eventyrerne er nemlig eventyr i sin allerreneste form, med prinser og prinsesser, kærlighed og onde dronninger, og dyr og planter der kan tale og opføre sig som mennesker. Andersen skrev 156 eventyr over en 40-årig periode, som både var samfundskritiske som i Klods-Hans og Kejserens nye klæder, triste som Den standhaftige Tinsoldat, og kærlighed der overvinder alt som i Snedronningen. Mens Brødrene Grimm indsamlede eventyrerne, skrev Andersen dem selv, og ingen anden har haft så stor betydning for originale eventyr i verden som ham.

 

Fun fact:

Disneys største animationssucces, “Frozen”, der har tjent over 10 milliarder kroner, er baseret på H.C. Andersens Snedronningen. Og selvom Andersens historier har næsten 200 år på bagen, kommer der hele tiden nye film baseret på eventyrerne, i 2017 kommer live-action versionen af Den Lille Havfrue, ligeledes udgivet af Disney.

 

Aldersanbefaling: 3 år og opefter.

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus