Sådan rengør du nemt børnenes legetøj

Tips til at rengøre børnenes legetøj

Du kender det sikkert. Børnenes legetøj har stået i kælderen, garagen eller loftet i lang tid, og nu er det tid til at sælge det? Men det er måske ikke helt salgsklart endnu? Vi har samlet et par tips til, hvordan du kan gøre legetøjet i tiptop stand, så det er klar til at komme ud af døren.

PS. Du må selvfølgelig også gerne bruge de gode råd til det legetøj, dine børn stadig leger med.

1. Brug opvaskemaskinen

Noget plastiklegetøj kan godt tåle at komme i opvaskemaskinen ved lave temperaturer, men tjek lige at der ikke sidder klistermærker eller malede motiver, som kan skalle af i vask.Ligesom batterilegetøj naturligvis ikke skal kan tåle mosten. Har du ikke en opvaskemaskine, kan du også skylle legetøjet under vandhanen med lunkent vand og fortyndet mild sæbe. Undgå at skrubbe for meget på legetøjet, så farve eller andet bliver falmet/slidt.

2. Overhold tørretiden

Det er vigtigt at lade legetøjet tørre helt færdigt efter vask. Stil legetøjet et sted, hvor det kan tørre helt op - hvis det bliver lagt i en kasse eller pose, kan der dannes mug.

3. Pas på trælegetøjet

Trælegetøj bør ikke komme i opvaskemaskinen. Det skal vaskes forsigtigt med ufarvet opvaskemiddel under hanen. Undgå at bruge en kraftig svamp/opvaksebørste, så der kommer ridser i træet eller overfladen. Husk at tjekke om træet er lakeret eller olieret, for der kan komme pletter på overfladen, når du vasker.

4. Giv bamserne en tur i vaskemaskinen

Det kan være en tricky affære at vaske stoflegetøj. Ofte står der på bamserne, at de kun kan tåle at blive rengjort forsigtigt med en fugtig klud. Men har du mod på det, så har vi gode erfaringer med at drøne dem i vaskemaskinen på laveste program. Vær dog opmærksom på, at indmaden i bamserne ikke sætter sig fast i maskinen. Og du skal nok ikke starte med at prøve med den dyre Jellycat bamse, medmindre det altså er sidste udvej.

5. Gør rengøringen til en leg

Er du heldig at være udstyret med et badekar eller en stor balje, så kan du fylde den med mild sæbevand og vaske plastiklegetøjet sammen med dit barn. Det vil med garanti være en sjov leg med al det vandplaskeri. Vi anbefaler mange håndklæder eller at I går udenfor.

6. Rul hundehår eller støv væk

Nogle bamser har bare et stof, som suger alt til sig. Både hundehår og støv. Her kan du med fordel bruge en fnugrulle til at tage det værste, hvis du ikke har mulighed for at vaske bamsen.

7. Brug et pudebetræk til storvaskeri

Har du mange små legoklodser eller andre plastikdimser der skal rengøres, kan det tage lang tid at vaske i hånden. Du kan derfor lægge det hele i et pudebetræk, binde det sammen og smide legetøjet i vaskemaskinen på lav temperatur. Så skal det bare tørres. Du kan også bruge vaskeposer til BH’er eller lignende.

 

NB. Det er på eget ansvar at benytte rådene, da vi ikke kan vide præcis, hvad dine hvidevarer og legetøj kan klare. Der kan være stor forskel på træklodser fra det ene mærke frem for det andet. Dette er bare vores erfaringer. Lav altid et prøvetjek med legetøj, som du godt kan undvære og se, hvad det kan holde til.

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus