Kan du slå Milles salgsrekord?

Så meget solgte Mille med Reshopper

Min navn er Mille. Til daglig arbejder jeg som kommunikationsansvarlig hos Reshopper. Det er mig, der blandt andet svarer på jeres beskeder og poster sjove historier på Facebook.

Men jeg er ikke kun kommunikationsansvarlig. Jeg er også lidt af en krejlerjohn. Jeg elsker at gøre en god handel eller sælge ud for at gøre plads til nye ting. Både fordi det er godt for miljøet, men også fordi jeg gerne vil undgå at bruge for mange penge på tøj, som min datter alligevel hurtigt vokser ud af.

Det flyder med børneting 

Som en del af vores toværelseslejlighed, har vi et meget lille og meget overfyldt kælderrum. Når man åbner kælderdøren, så vælter der bamser, bodystockings og babyting ud. Det er blevet så slemt, at vi ikke engang kan parkere barnevognen derinde. Sidste weekend ryddede vi derfor ud og endte med fem flyttekasser med ting, som vi ikke bruger længere.

Et par dage efter fik jeg så taget mig sammen til at sætte det meste til salg på Reshopper, og jeg lover jer for, at jeg aldrig har haft så travlt i app’en.

Serieaften blev til sælgeraften

Aftenen startede ellers ud med et obligatorisk serieafsnit, som man kan falde i søvn til på sofaen, og så begyndte telefonen ellers at bimle. Vi endte med at droppe afsnittet, fordi jeg skulle svare på annoncer og koordinere, hvornår folk kunne hente dagen efter. Jeg tog min mand i at skule over til mig flere gange, men hey: der var jo penge at tjene, og så fik piben en anden lyd.

Jeg var så smart at aftale, at de fleste skulle komme mellem 16.00-17.00, så det var mindst generende og overstået på en time. En del af køberne skulle hente flere ting, så selvom jeg fik solgt 17 varer på en dag, så kom der heldigvis ikke 17 mennesker forbi.

Jeg gav selvfølgelig lidt mængderabat og endte med at sælge for 960 kroner på en enkelt time. Det er jo bedre end at tilbringe en hel dag på loppemarked uden garanti for salg.

Så meget fik jeg solgt for 

Jeg har efterfølgende solgt en del flere ting, og jeg er lige nu oppe på 1.325 kroner i lommen og to flyttekasser mindre i kælderen. Kan du slå 17 varer? Fortæl endelig om din salgsrekord eller et andet vildt salg du har gjort på Reshopper :)

Om forfatteren

Hvis du har en god Reshopper-historie, så er du altid velkommen til at skrive til [email protected]

comments powered by Disqus